Trump vs. Powell: Hvordan kan denne politiske magtkamp få betydning for dine investeringer?

Jacob Falkencrone
Global Head of Investment Strategy
Vigtige punkter:
- Trumps angreb på Jerome Powell truer Federal Reserves uafhængighed og skaber usikkerhed og uro på de finansielle markeder.
- Investorer kan stå over for en øget markedsvolatilitet, hvor både aktier, obligationer og den amerikanske dollar kan komme under pres. Det gør det endnu vigtigere at sprede sine investeringer.
- Langsigtede investorer bør bevare roen, overveje at sprede sin investeringer internationalt og holde øje med inflationen for at beskytte deres portefølje.
Trumps opgør med centralbankchef Powell sender lige nu chokbølger gennem markederne. Præsident Trumps højspændte konflikt med Fed-chef Jerome Powell skaber uro på de globale finansmarkeder – og vækker bekymring for, om hans aggressive retorik risikerer at forvandle en “America First”-strategi til en “Sell America First”-situation.
Når Trump går til angreb på Jerome Powell, handler det ikke kun om et politisk teater. Det er som at kaste sten i en rolig sø – bølgerne breder sig hurtigt og forstyrrer alt omkring sig, også dine investeringer.
Trump har igen langet ud efter Powell med krav om rentenedsættelser og kalder centralbankchefen for en “stor taber”. Men hvorfor er det vigtigt at vide for investorer? Netop fordi denne konflikt kan true den stabilitet og forudsigelighed, som porteføljer og markeder er afhængige af.
Hvorfor går Trump til angreb på den amerikanske centralbank?
Kort sagt: Trump vil have centralbanken (Fed) til at sænke renten – hurtigst muligt. Han mener, at Jerome Powells forsigtige tilgang kvæler den økonomiske vækst. Trumps frustration er tæt forbundet med hans tiltagende handelskonflikter. Told og handelsbarrierer risikerer at skubbe økonomien ud i stagflation – en farlig cocktail af stigende priser og lavere vækst. Trump argumenterer for, at en hurtig rentenedsættelse fra Fed kunne bløde op på tingene og styrke økonomien – og ikke mindst forbedre hans politiske position op mod det vigtige midtvejsvalg i 2026.
Som vi kender ham, går Trump også gerne ind i et opgør direkte efter personen: Fed-chef Jerome Powell. Han har kaldt Powell en “stor taber” og beskyldt ham for altid at reagere for sent på økonomiske trusler. Han har endda sagt: “Hans fyring kan ikke komme hurtigt nok".
Men her opstår det store dilemma: At bekæmpe inflation kræver typisk, at man hæver renten – ikke sænker den. Når Trump presser Powell til det modsatte, sætter han centralbanken i en næsten umulig situation. Giver Fed efter, kan det skabe frygt for stigende inflation. Holder Fed fast, risikerer de at blive mødt af endnu flere politiske angreb – og det truer den uafhængighed, som centralbanken er kendt for. Men Powell står fast og har slået fast: “Vores uafhængighed er baseret på lov – ikke politik.”
Kan Trump potentielt fyre Powell?
Her spidser dramaet til. Teknisk set er det ikke nemt for Trump at fyre centralbankchef Jerome Powell. Ifølge loven kan en Fed-chef kun afsættes “med gyldig grund” – hvilket typisk antyder et alvorligt embedsmisbrug, ikke blot uenighed om pengepolitik. Alligevel har Trumps administration angiveligt undersøgt flere ekstreme muligheder – som eksempelvis at omfortolke, hvad en “gyldig grund” dækker over, eller at udfordre den eksisterende lovgivning helt op til Højesteret.
Men Trump behøver faktisk ikke fyre Powell for at svække ham. En mere subtil strategi kunne være at udpege en såkaldt “skygge-centralbankchef” – altså en person, der offentligt bliver nævnt som Powells mulige efterfølger. Det kan undergrave Powells autoritet og skabe usikkerhed – uden at gå i direkte konflikt med lovgivningen.
"Forestil dig to piloter, der kæmper om kontrollen midt under flyvningen. Markederne hader usikkerhed – og usikkerhed får investorerne til at søge mod nødudgangen"
Det her handler ikke bare om personlig uenighed – det er en potentiel trussel mod hele den stabilitet og uafhængighed, som verdens mest magtfulde centralbank bygger på. Og det er netop den stabilitet, investorerne er dybt afhængige af.
Hvorfor uafhængighed for den amerikanske centralbank (Fed) er vigtigt
Fed’s uafhængighed er ikke bare en teknisk detalje – det er fundamentet for investorernes tillid. Uden en uafhængig centralbank risikerer vi ukontrolleret inflation, uforudsigelig pengepolitik og ustabilitet i hele det finansielle system. En politisk styret Fed undergraver tilliden – ikke kun i USA, men i hele verden. Uden den uafhængighed er der nemlig færre garantier for, at pengepolitikken følger økonomiske realiteter og ikke politiske dagsordener.
Udenlandske investorer ejer milliarder af dollars i amerikanske statsobligationer, netop fordi Fed normalt står som en stabil og pålidelig aktør. Trumps seneste udmeldinger trækker dog i en anden retning og sender foruroligende signaler om, at USA måske ikke længere er den stabile økonomiske samarbejdspartner, verden har været vant til.
"Når globale investorer begynder at tvivle på USA’s økonomiske troværdighed, begynder de også så småt at trække sig."
Markederne hader drama – og Trump vs. Powell leverer rigeligt af det
Det her er ikke bare politisk støj i baggrunden. Finansmarkederne mærker allerede konsekvenserne. I denne uge har Wall Street reageret hurtigt, og aktierne dykkede markant mandag eftermiddag. Det mest opsigtsvækkende? At både aktier, obligationer og dollaren faldte samtidig – en sjælden “Sell America”-reaktion, som vi ellers kun har set under finanskrisen i 2008.
Den amerikanske dollar ligger nu på det laveste niveau i tre år, og amerikanske statsobligationer – normalt betragtet som en "sikker havn" – er også blevet solgt fra, hvilket har sendt renterne op. Hvorfor? Fordi investorer frygter politisk indblanding i pengepolitikken – en af de sidste søjler af økonomisk stabilitet.
"Når centralbanker bliver brikker i et politisk skakspil, forbereder markederne sig på, at reglerne pludselig kan ændre sig. Det er ikke bare renteforhøjelser, der skræmmer investorerne – det er uforudsigeligheden."
Kan globale investorer være på vej væk fra USA?
Dollarens globale dominans – som i dag udgør næsten 60% af verdens centralbankreserver og danner rygraden i international handel – bygger i høj grad på tilliden til USA’s økonomiske og politiske stabilitet. Men Trumps aggressive handelspolitik og pres på den amerikanske centralbank (Fed) risikerer at underminere den tillid.
Og nu bliver tankerne om et “Sell America”-skifte højere og mere alvorligt. Selvom dollaren næppe mister sin status som global reservevaluta fra den ene dag til den anden, kan Trumps konfrontatoriske politik få flere investorer til gradvist at reducere deres eksponering mod amerikanske aktiver. Det kan i sidste ende være startskuddet til en finansiel verden, der er mindre centreret omkring USA.
Det skal dog nævnes, at alternativerne stadig er få – ingen anden valuta eller kapitalmarked matcher endnu den dybde og likviditet, som de amerikanske markeder tilbyder. Men tillid betyder alt i finansverdenen. Og selv en gradvis erosion af tilliden til USA som økonomisk anker kan få langsigtede og vidtrækkende konsekvenser.
Så… er det her et reelt problem?
Ja, helt bestemt – men det er ikke tid til panik. Selvom situationen er alvorlig, er det langt fra første gang, USA står over for en krise i troværdighed. Landet har tidligere overlevet både guldstandardens ophør, finanskrisen i 2008 og meget mere. Hver gang har USA’s økonomiske modstandskraft vundet til sidst.
Men det er vigtigt for investorer at forstå, at konflikten mellem Trump og Powell ikke kun er personlig – den er strukturel. Det handler om, hvorvidt USA’s økonomiske institutioner fortsat kan betragtes som stabile og troværdige.
Bevar roen – og spred dine investeringer
Som investor er det vigtigt at reagere med omtanke. Her er nogle konkrete og praktiske tiltag, du kan overveje:
- Spred investeringerne globalt: Beskyt din portefølje ved at investere bredt – både i internationale aktier, obligationer og måske guld som en sikker havn.
- Tænk langsigtet – ikke følelsesdrevet: Undgå hurtige beslutninger baseret på kortsigtede nyheder. Hold fast i din overordnede investeringsstrategi.
- Hold øje med inflationen: Hvis tilliden til centralbankens uafhængighed svækkes, kan det presse inflationsforventningerne op. Overvej inflationsbeskyttede papirer eller råvarer som en del af din strategi..
Finansielle dramaer kommer og går – men de investorer, der tænker langsigtet og holder hovedet koldt, klarer sig ofte bedst. Denne konflikt handler ikke om at vælge side – det handler om at forstå risikoen og placere dine investeringer derefter.
Husk: “Markederne overlever præsidenter, centralbankchefer og politiske slagsmål. Din portefølje kan også – så længe du tænker klart og spreder risikoen."