Vilde Forudsigelser
Energiø ”Bornholm” omdannes til ny forsvarsø
Oskar Barner Bernhardtsen
Nordisk investeringsstrateg
Chef for råvarestrategi
Guld går ind i årets afslutning efter at have leveret en af de stærkeste prisudviklinger i nyere tid. Prisen er steget med mere end 60 % alene i år og over 110 % samlet set over de seneste to år, hvilket igen har placeret guld centralt i globale diskussioner om aktivallokering. Selvom prisstigningen har overrasket mange, blev fundamentet for opturen lagt flere år tilbage. Udviklingen afspejler et markant skifte i de makroøkonomiske, geopolitiske og institutionelle rammevilkår, som i stigende grad har styrket guldets rolle som strategisk aktiv i investeringsporteføljer.
Nogle observatører sporer begyndelsen på det nuværende bull-marked i guld tilbage til 2020, hvor Covid-19 udløste aggressiv pengepolitisk lempelse, massive finanspolitiske stimulanser og et kollaps i amerikanske realrenter. Denne fase gav et markant løft, idet guld udfyldte sin traditionelle rolle som sikring mod monetær udvanding og finansiel ustabilitet.
Det mest afgørende vendepunkt kom dog senere. Det lave renteniveau og de omfattende stimulanser i 2021 førte til en kraftig stigning i inflationen, hvilket tvang centralbankerne til at skifte kurs mod en mere aggressiv stramning i 2022. Isoleret set burde dette have været negativt for guldet. Stigende styringsrenter og et markant løft i realrenterne – hvor de amerikanske 10-årige realrenter steg fra omkring –1,2 % til +2,5 % mellem 2022 og 2023 – har historisk været blandt de største modvinde for metallet.
Alligevel formåede guld at holde niveau. Forklaringen skal findes i de begivenheder, der udspillede sig sideløbende i 2022. Ruslands invasion af Ukraine og den efterfølgende indefrysning af russiske valutareserver markerede et skelsættende øjeblik for det globale finansielle system. For første gang blev en større stats reserver effektivt brugt som geopolitisk redskab. Dette ændrede fundamentalt, hvordan mange centralbanker særligt uden for den vestlige verden – vurderer risikoen ved at holde dollarbaserede aktiver.
Fra 2022 og frem trådte centralbankerne ind som den dominerende køber af guld, samtidig med at vestlige investorer reducerede deres eksponering. Dette ses tydeligst i det langvarige fald i ETF-beholdninger på omkring 800 ton mellem april 2022 og bunden i maj 2024. I samme periode steg efterspørgslen fra den officielle sektor markant, med guldkøb på over 1.000 ton årligt i hvert af årene 2022–2024, om end tempoet er aftaget en smule i år. Købene var ikke taktiske eller spekulative, men strategiske: at reducere afhængigheden af den amerikanske dollar, diversificere valutareserver og i visse tilfælde bevæge sig i retning af guld som delvis erstatning for dollarbaserede aktiver.
Denne forskel mellem privat og officiel efterspørgsel viste sig afgørende. Centralbankernes køb absorberede salgspresset i en periode, hvor stigende renter normalt ville have sendt guldprisen markant lavere. I stedet konsoliderede markedet og opbyggede et solidt fundament, som banede vejen for gennembruddet i begyndelsen af 2024. Efterfølgende vendte flere investorer gradvist tilbage og forstærkede opturen.Sølvprisens kraftige stigning i 2025, hvor prisen mere end fordobledes – var ikke en isoleret begivenhed, men udsprang i høj grad af udviklingen i guld. Da guld–sølv-ratioen i april steg over 105, et historisk ekstremt niveau, fremstod sølv som markant undervurderet. Dette blev indgangspunktet for både spekulative og langsigtede investorer.
Bevægelsen blev understøttet af et makroøkonomisk miljø, der favoriserer reale aktiver. Tilliden til fiatvalutaer er fortsat under pres som følge af vedvarende inflation, stigende budgetunderskud og voksende bekymringer om gældens holdbarhed. Centralbankernes massive guldkøb holdt fokus på ædelmetaller generelt, og mens guld tiltrak hovedparten af den institutionelle opmærksomhed, fungerede sølv som det billigere og mere volatilitetstunge alternativ. I Kina blev efterspørgslen yderligere styrket af svagheden i ejendomssektoren.
Afgørende var dog, at denne monetære medvind ramte et fysisk marked under pres. Mineproduktionen har i årevis haft vanskeligt ved at følge med den stigende industrielle efterspørgsel fra elektrificering, solenergi, elbiler og datacentre. Denne ubalance blev tydelig, da sølv blev optaget på USA’s liste over kritiske mineraler. Forud for en mulig toldmeddelelse næste år blev store mængder sølv flyttet til amerikanske lagre, hvilket strammede tilgængeligheden globalt.
Udviklingen i guld og sølv over de seneste år afspejler mere end blot et gunstigt makroøkonomisk miljø. Det peger på et dybere strukturelt skifte, hvor robusthed, diversifikation og tillid i stigende grad vægtes højere end traditionel afkastoptimering.
På vej ind i 2026 er guld ikke længere blot en sikring mod inflation eller faldende renter, men et strategisk aktiv i en verden præget af finanspolitisk pres, geopolitisk fragmentering og øget usikkerhed. Sølv supplerer denne rolle med en mere cyklisk, men strukturelt understøttet profil, hvor industriel efterspørgsel og begrænset udbud forstærker den langsigtede investeringscase.
Så længe usikkerheden omkring handelskonflikter og den store gæld, som lande rundt omkring i verden har oparbejdet, vil guld og sølv være sikre havne som investorer kan søge mod.