Hvad skete der med fremtiden?

Fremtiden ser nu mere dyster ud end nogensinde. Geopolitiske konflikter vokser uden at blive løst. På trods af et udbredt ønske om politisk forandring, som er tydeligt i fremkomsten af partier på den yderste venstre- og højrefløj, forbliver resultaterne skuffende ens. Det skyldes, at de fleste politiske dagsordener ikke tilbyder andet end gentagne og udvandede versioner af tidligere forslag til ændringer. Selv kulturlivet domineres af gentagelser og genudsendelser. Produktiviteten i industri, kultur og politik er næsten forsvundet.

I stedet for de lovede flyvende biler har vi deres mindre imponerende fætter, elbiler. Mens vi burde investere tid i at finde ud af, hvordan vi når Mars, bruger vi det på sociale medier og mister vores evne til at tænke kritisk, mens vi gør alle til Kardashians. Vi er involveret i meningsløst nonsens i en verden, der desperat har brug for løsninger til rent vand, oversvømmelsesbeskyttelse, klimaændringer, ulighed, forsvar, cybersikkerhed, uddannelse og infrastruktur.

Legen med at foregive og forlænge er i sin sidste fase. Vi forventer dog, at 2024 starter og slutter på samme måde. Voksende utilfredshed med etablissementet vil smitte af på valg i EU, Storbritannien og muligvis USA. De kyniske vil måske hævde, at det måske er den fremtid, vi fortjener.

Stemmerne af desperation og utilfredshed har brug for en politisk platform til at vise, at løsninger ikke findes i anti-immigrationstiltag, lukkede grænser, opgivelse af internationalt samarbejde, et rent nationalt sikkerhedsfokus eller at bukke under for panik og frygt. Alle disse foranstaltninger er drevet af frygt, det mest primære instinkt i os alle. For at være medfølende må vi gøre en indsats for at hæve os over enkelhed og egoisme og omfavne andre mennesker. Den klogeste person i et rum er sandsynligvis den mest medfølende, ikke den mest aggressive.

Vores kvartalsudsigt vil fokusere på, hvordan verden igen engagerer sig i at foregive og udvide. Om det varer i et eller to år er uvist, men regeringerne vil tilføre systemet finanspolitiske udgifter, og gældsbyrden vil igen blive et problem. Politiske valg vil være drevet af frygt og anti-etablissement retorik, og det er mere sandsynligt end ikke, at langsom vækst og relativt høj kerneinflation vil være det økonomiske output. Q1 og Q2 udgør de største risici for de økonomiske udsigter, mens Q3 og Q4 kommer med øget politisk risiko.